OL-landsholdet overvinder chokstart
Nicolai Brock-Madsen lavede to mål, mens Casper Nielsen og Andrew Hjulsager hver lavede et i Danmarks 4-3-sejr
Her ses Casper Nielsen og Andrew Hjulsager i en duel om bolden torsdag i OL-landsholdets testkamp mod Honduras i Sydkorea.
Her ses Casper Nielsen og Andrew Hjulsager i en duel om bolden torsdag i OL-landsholdets testkamp mod Honduras i Sydkorea. Foto: Ahn Young-joon/AP


Det danske OL-landshold i fodbold var torsdag nede med 0-2 efter blot syv minutters spil, men holdet kom stærkt tilbage og vandt 4-3 over Honduras.

Kampen blev spillet i Sydkorea, hvor en stor del af de spillere, som ventes at skulle med Danmark til OL i august, er på træningstur som led i OL-forberedelserne.

- Vi glemte at dække op i starten. Det så ud som om, vi ikke var kommet ud af flyveren. De første ti minutter var ganske forfærdelige på alle parametre, siger OL-landstræner Niels Frederiksen til holdets facebookside.

Efter chokstarten sørgede Birmingham-angriberen Nicolai Brock-Madsen med to scoringer og Esbjergs Casper Nielsen med en enkelt for, at Danmark kunne gå til pause foran 3-2.

Efter pausen gjorde Brøndbys Andrew Hjulsager det til 4-2 direkte på frispark, før Honduras reducerede til sidst i kampen.

- Vi gik ikke i panik og bevarede i stedet roen efter starten. Vi fik lidt mere plads at spille på, og vi var rigtig gode til at løbe dybt, og det gjorde ondt på Honduras. Vi kunne egentlig godt have vundet noget større, siger Niels Frederiksen.

OL-landsholdet spiller endnu en testkamp lørdag mod Nigeria, mens det mandag gælder Sydkoreas værter.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.