OL-fanebærer er dansk mester i curling
Skipperen Lene Nielsen kunne sammen med sit hold feje DM-guldet i curling hjem søndag.
Skipper Lene Nielsen og hendes hold er dansk mester i curling.
Skipper Lene Nielsen og hendes hold er dansk mester i curling. Foto: Wong Maye-E/AP


Team Lene Nielsen kan nu kalde sig danske mestre i curling 2015, da holdet med OL-skipperen i spidsen slog Team Madeleine Dupont i den afgørende DM-finale.

OL-fanebærren fra Sotji skal nu sammen med sit hold repræsentere Danmark ved VM i Japan til april.

Den afgørende kamp vandt Team Lene Nielsen overbevisende med 9-1 efter otte ender i Hvidovre.

Efter en pointløs første ende kom Madeleines Duponts besætning i spidsen 1-0, men så overtog Team Lene Nielsen fuldstændig kampen.

Lene Nielsen og co. trak fra med sammenlagt otte point i sjette, syvende og ottende ende. Det gav stillingen 9-1, og derfor opgav Team Madeleine Dupont kampen.

Sølvvindernes skipper, Madeleine Dupont, har også en olympisk fortid. Hun repræsenterede Danmark ved OL i Vancouver i 2010.

Team Angelina Jensen tog DM-bronze.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.