Okore og Aston Villa slår tophold ud i FA Cuppen
Jores Okore spillede hele kampen for Aston Villa, som vandt 2-1 over Bournemouth i FA Cuppens 4. runde.
Aston Villa-spillerne havde nogenlunde styr på Bournemouth i søndagens FA Cup-kamp.
Aston Villa-spillerne havde nogenlunde styr på Bournemouth i søndagens FA Cup-kamp. Foto: Nick Potts/AP


Premier League-klubben Aston Villa har haft mere end svært ved at score mål i denne sæson, og i søndagens FA Cup-hjemmekamp mod Bournemouth gik Jores Okores klub heller ikke målamok.

Men værterne vandt trods alt 2-1 i pokalturneringens 4. runde mod et hold, der for tiden er propfyldt med selvtillid.

Bournemouth topper nemlig Englands næstbedste række, The Championship, og har altså direkte kurs mod Premier League.

Okore spillede hele kampen i midterforsvaret for Aston Villa, og den danske landsholdsaktuelle spiller fik det gule kort i anden halvleg.

Den spanske midtbanespiller Carles Gil, der netop er kommet til Aston Villa fra Valencia, bragte hjemmeholdet foran 1-0 kort efter pausen.

Østrigeren Andreas Weimann gjorde det til 2-0 med 20 minutter igen. Bournemouth fik først reduceret i overtiden.

Det er bestemt ikke hver dag, at Aston Villa scorer to mål i samme kamp. I holdets 22 Premier League-kampe i denne sæson har Aston Villa scoret sølle 11 gange.

Sejren tager noget af presset fra Aston Villa-manager Paul Lambert, som på det seneste har været kritiseret blandt dele af klubbens fans.

I søndagens første FA Cup-kamp vandt Premier League-klubben West Ham 1-0 ude over Bristol City, der hører til i Englands tredjebedste række.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.