Okore lider første Villa-nederlag efter comeback
Jores Okore prøvede lørdag at tabe for første gang efter sit comeback, da Villa blev slået af West Bromwich.
Jores Okore har fået et fremragende comeback efter sin korsbåndsskade. Lørdag måtte Aston Villa dog forlade banen uden point.
Jores Okore har fået et fremragende comeback efter sin korsbåndsskade. Lørdag måtte Aston Villa dog forlade banen uden point. Foto: Nick Potts/AP


Aston Villa kan åbenbart også tabe med Jores Okore på banen.

Efter fire ubesejrede kampe i Premier League med den danske midtstopper blev Villa lørdag slået med 0-1 på udebane af lokalrivalerne fra West Bromwich Albion.

Okore fik efter sin korsbåndsskade chancen på Aston Villas hold for tre uger siden mod Southampton på grund af skader i midterforsvaret, og det har været en lang succeshistorie for danskeren.

Den tidligere FC Nordsjælland-spiller og makkeren i midterforsvaret Ciaran Clark har været med til at hive Aston Villa ud af bundstriden.

Til derbyet mod West Bromwich måtte den klarmeldte hollænder Ron Vlaar pænt tage plads på bænken.

Betingelserne blev gjort en hel del sværere for Aston Villa, da Kieran Richardson midtvejs i første halvleg kom til at tage et lidt for langt træk.

Boldtabet endte med, at venstrekanten smed sig med støvlerne forrest ind i en tackling af hjemmeholdets Stéphane Sessegnon. Helt korrekt blev Richardson udvist for farligt spil.

Selv om West Bromwich ikke lige med det samme formåede at udnytte, at man var i overtal, så lagde værterne et hårdt tryk på Villa efter pausen.

Små 20 minutter før slutfløjt scorede Craig Gardner på en ripost, efter at bolden var slået ind i feltet.

Aston Villa var tæt på at slippe af sted fra kampen med et enkelt point i slutfasen, hvis bare Christian Benteke havde afsluttet lidt mere præcist på en stor chance.

Aston Villa har 19 point på Premier Leagues 14.-plads, mens West Bromwich med sejren har 17 point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.