Okore-konkurrent er ude med skade i op til seks uger
Jores Okore burde være sikret spilletid hos Aston Villa i den kommende tid, da Ron Vlaar igen er skadet.
Jores Okore fortsætter formentlig med at være en del af Aston Villas startopstilling i den kommende tid.
Jores Okore fortsætter formentlig med at være en del af Aston Villas startopstilling i den kommende tid. Foto: Nigel French/AP


Den stærke danske forsvarsspiller Jores Okore behøver næppe at bekymre sig om manglende spilletid i den kommende periode.

Okore har været fast mand på Premier League-holdet siden slutningen af november, og nu synes hans plads i det centrale forsvar endnu mere sikker, da Ron Vlaar på samme position igen er skadet.

Aston Villa meddeler på Twitter, at Vlaar er knæskadet og ventes ude af spil i fire til seks uger.

Det var blandt andet også en Vlaar-skade, der tidligere på sæsonen medvirkede til, at Okore igen fandt vej til førsteholdet.

Siden har han grebet chancen og høstet stor ros for sine præstationer.

Aston Villa, der aktuelt ligger nummer 12 i Premier League, skal næste gang i aktion ude mod Leicester på lørdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.