Ofre for skud i Field's risikerer fængsling
Politiet kræver i alt otte varetægtsfængslet efter opgøret i indkøbscenter på Amager.
Politiet efterlyser fortsat en person i sagen.
Politiet efterlyser fortsat en person i sagen. Foto: FINN FRANDSEN/POLFOTO


De to unge, der onsdag blev ramt af skud i parkeringskælderen i indkøbscentret Field's, risikerer at blive varetægtsfængslet.

Københavns Politi oplyser torsdag formiddag, at begge de unge kræves fængslet i et grundlovsforhør.

Desuden fremstilles seks andre anholdte i retsmødet, og de sigtes for drabsforsøg.

De to, der blev såret, er henholdsvis 17 og 18 år. Den førstnævnte er fortsat indlagt på hospital.

To grupperinger opsøgte bevidst en konfrontation i indkøbscentret, mener politiet.

Først blev der truet med stikvåben og skydevåben. Og til sidst blev der affyret flere skud fra i hvert fald to skydevåben.

Politiet eftersøger yderligere en person i sagen, lyder det.

Vidner har fortalt, hvordan flere af de unge var maskerede, og at grupperne skændtes højlydt på flere etager i Field's, før der til sidst blev affyret skud i parkeringskælderen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.