Officielt: Steve Bruce stopper i Hull
Efter fire sæsoner er Steve Bruce færdig i den nyoprykkede Premier League-klub Hull City.
Steve Bruce har været i spil til det ledige job som engelsk landstræner. Nu har han sagt op i Hull City.
Steve Bruce har været i spil til det ledige job som engelsk landstræner. Nu har han sagt op i Hull City. Foto: Mike Egerton/AP


Steve Bruce stopper som manager i Premier League-klubben Hull City blot tre uger før sæsonpremieren.

Det meddeler Hull på klubbens hjemmeside fredag aften.

Mike Phelan overtager managersædet på midlertidig basis, indtil Hull har fundet en permanent afløser.

Steve Bruce var tidligere på ugen til samtale om det ledige job som engelsk landstræner, men det job endte med at gå til Sam Allardyce.

De engelske bookmakere forventer nu, at Bruce overtager Allardyces sæde i Sunderland, hvor han tidligere i managerkarrieren har regeret i to og et halvt år.

Hull City er til salg, og Steve Bruce har over for engelsk presse flere gange givet udtryk for, at han var usikker på sin fremtid i klubben.

Den nu 55-årige manager blev som aktiv spiller kendt som anfører i Manchester United i første halvdel af 1990'erne.

I 1998 tiltrådte han som manager for Sheffield United og har siden været i Huddersfield, Wigan, Crystal Palace, Birmingham, Wigan, Sunderland og altså senest Hull, hvor han nåede fire år med blandet succes.

Det blev til to oprykninger, en nedrykning og en tabt pokalfinale, men han efterlader klubben med Premier League-status.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.