To sejre og to uafgjorte kampe var nok for lappeløsningen Gareth Southgate til at overbevise Det Engelske Fodboldforbund (FA) om, at han er den rette mand til opgaven på den lange bane.
Onsdag offentliggjorde FA på sin hjemmeside, at forbundet har udstyret den tidligere U21-landstræner med en permanent kontrakt som engelsk landstræner gældende fire år frem til sommeren 2020.
- Jeg er meget stolt over at blive udnævnt som Englands landstræner. Men jeg er også bevidst om, at én ting er at få jobbet, nu skal det også udføres med succes, siger Southgate til forbundets hjemmeside.
Dermed er der bundet knude på rygterne om, hvem der skal stå i spidsen for England de kommende år.
Den tidligere landsholdsforsvarer stod i spidsen for nationens U21-hold i tre år, inden han i slutningen af september i år blev hidkaldt til A-landsholdet, da Sam Allardyce-skandalen kostede den nyligt ansatte landstræner jobbet.
The Daily Telegraph afslørede med skjult kamera Allardyce i at rådgive en række journalister forklædt som forretningsmænd i at fuske med transferreglerne hos FA.
Southgate blev kastet ind i det, der ofte betegnes som verdens mest eftertragtede og hårdeste landstrænerjob.
Han fik en blød start med en pligtsejr på 2-0 hjemme over lilleputten Malta, og tre dage senere måtte England nøjes med 0-0 ude mod Slovenien - begge kampe i VM-kvalifikationen.
I november kom så det, der blev Southgates svendestykke.
På hjemmebane blev arvefjenderne fra Skotland slået med 3-0 på Wembley, og den kamp blev fulgt op af en stor præstation mod Spanien. England førte 2-0 indtil kampens sidste minut, men Spanien fik 2-2.
Nu får han chancen for at føre England hele vejen til VM i Rusland.
Næste kamp er 22. marts, en testkamp ude mod Tyskland, inden England fire dage senere spiller kvalifikationskamp hjemme mod Litauen.
/ritzau/