Offer for numsepilleri får to dages karantæne
Uruguay må undvære Edinson Cavani, efter at angriberen er blevet tildelt karantæne.
Edinson Cavani og Uruguay tabte i kvartfinalen til Chile, der senere vandt turneringen.
Edinson Cavani og Uruguay tabte i kvartfinalen til Chile, der senere vandt turneringen. Foto: Ricardo Mazalan/AP


Den uruguayske fodboldstjerne Edinson Cavani er blevet tildelt to spilledages karantæne efter en besynderlig episode med chileneren Gonzalo Jara i Copa America, der blev spillet i juni.

Tv-billeder fra kvartfinalen mellem Uruguay og Chile viste, at Jara gramsede Uruguay-spilleren Edinson Cavani på bagdelen med en finger.

Da Cavani svarede igen med et lidt hårdt "klap" på kinden, dejsede Jara dramatisk om i græsset.

Cavani blev udvist for hændelsen, og det sydamerikanske fodboldforbund (Conmebol) har nu besluttet, at Cavani skal straffes med to dages karantæne.

Det betyder, at Paris-spilleren ikke er med, når landet indleder VM-kvalifikationen.

Også Uruguay-træner Oscar Tabárez er blevet tildelt karantæne.

Han må se de næste tre landskampe fra tribunen, efter at han svinede dommeren til på grund af episoden mellem Cavani og Jara.

Jara slap for straf i første omgang, og han blev ikke engang vist ud.

Conmebol idømte ham dog efterfølgende en karantæne på tre spilledage, der senere blev nedsat til to.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.