Offer for knivoverfald vil ikke snakke med politiet
Tekniske spor efter drabsforsøg åben gade i Viby ved Aarhus kan måske afsløre overfaldsmænd, håber politiet.
En 24-årig mand var en overgang i livsfare efter et knivoverfald på åben gade i Viby, men han nægter at besvare spørgsmål om sagen fra Østjyllands Politi. (arkivfoto)
En 24-årig mand var en overgang i livsfare efter et knivoverfald på åben gade i Viby, men han nægter at besvare spørgsmål om sagen fra Østjyllands Politi. (arkivfoto) Foto: Colourbox/free


Offeret for et livsfarligt overfald med kniv i Viby ved Aarhus vil ikke hjælpe politiet med opklaringsarbejdet.

- Den forurettede ønsker ikke at samarbejde med politiet, siger politikommissær Helle Edelbo i Østjyllands Politi onsdag.

Det var mandag aften, at den 24-årige mand blev stukket ned på Vilhelm Becks Vej.

Han blev ramt i halsen, lysken, nakken og andre steder. Skaderne var så omfattende, at han var i livsfare.

Vidner har fortalt politiet, at mindst fire personer deltog i det brutale overfald, som politiet karakteriserer som et forsøg på manddrab.

- Via ham kommer vi ikke et motiv nærmere, konstaterer politikommissær Helle Edelbo om det mislykkede forsøg på at få oplysninger fra den 24-årige.

- Men det underbygger vores formodning om, at der er tale om en eller anden form for opgør, tilføjer hun.

Nu håber politiet på, at tekniske spor på gerningsstedet kan føre til, at de implicerede bliver identificeret.

Overfaldsmændene var maskeret med tørklæder, hætter eller masker. Politiet tror, at angrebet, der skete cirka klokken 19.40, var planlagt på forhånd.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.