Offer for afpresning bukkede under efter fem år
Forretningsmand fik et udbytte på næsten en million kroner ved to grove tilfælde af bortførelse og afpresning
Et nævningeting i Retten på Frederiksberg har onsdag idømt en forretningsmand med vietnamesisk baggrund fængsel i ni år. Han er fundet skyldig i to grove bortførelser og i afpresning for cirka en million kroner. (arkivfoto)
Et nævningeting i Retten på Frederiksberg har onsdag idømt en forretningsmand med vietnamesisk baggrund fængsel i ni år. Han er fundet skyldig i to grove bortførelser og i afpresning for cirka en million kroner. (arkivfoto) Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Efter i fem år at have overført tusinder af kroner og have afleveret det ene kreditkort efter det andet til sin plageånd gav M endeligt op i august sidste år. Han kunne ikke mere.

Hans gamle bekendte, den 47-årige forretningsmand Kim Hoang Tran, havde skruet op for afpresningen.

Hans assistenter havde lokket M ud af en skole på Frederiksberg, proppet ham ind i en bil og havde holdt ham fanget i en kælder i Birkerød.

Her blev M bundet på hænder og fødder. En plastikpose trukket ned over hovedet blev også tapet fast.

M mistede bevidstheden, fik ufrivillig afføring og var i akut livsfare, har Retten på Frederiksberg slået fast i en dom onsdag.

Gennem de forudgående fem år havde han allerede betalt 801.000 kroner til Kim Hoang Tran. Nogle af pengene blev sat ind på Trans konto i Vietnam. Men nu forlangte Tran yderligere en kvart million. Ellers ville M's forældres hus blive brændt ned.

Betjente på politistationen på Bellahøj lagde straks 25. august sidste år mærke til de tydelige mærker på M's ankler og håndled. Og en lægeundersøgelse afslørede punktformede blødninger ved øjne og næse.

Det blev indledningen til en langvarig politiefterforskning, som onsdag har ført til, at Tran og fem andre mænd er idømt fængsel i i alt 40 år og seks måneder.

Især oplysninger om de tiltaltes telefoner har overbevist nævningetinget om mændenes skyld.

Et andet offer for Trans krav om penge var en vietnamesisk mand på 57 år. Også han fik en pose trukket over hovedet, da han blev frihedsberøvet i godt to døgn og flyttet til adresser i Gentofte og Birkerød.

Først da den 57-åriges hustru via mellemmænd præsterede en løsesum på 166.000 kroner, blev han sluppet fri. Undervejs blev han slået og sparket. Også en anden mand var frihedsberøvet, mener retten.

Vietnameseren er blevet tilkendt godtgørelse for tort på 50.000 kroner. Det svarer omtrent til den godtgørelse, et offer for voldtægt typisk får. De to andre ofre i sagen skal have henholdsvis 30.000 og 20.000 kroner.

Og hos Kim Hoang Tran er der konfiskeret 967.068 kroner, som udgør det samlede udbytte ved de to afpresninger.

Men dommen er ifølge Tran forkert. Han har anket til landsretten for at få en frifindelse.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.