Offentlige chefers lønfest forarger i fagbevægelsen
Chefer i det offentlige har fået markant mere i lønposen de seneste år, skriver Ugebrevet A4.
Offentlige chefers lønseddel er vokset betydeligt de seneste år. Det falder FOA for brystet.
Offentlige chefers lønseddel er vokset betydeligt de seneste år. Det falder FOA for brystet. Foto: Colourbox/WODICKA


Cheferne i det offentlige har kunnet putte markant mere i lønposen de seneste år. Den store lønstigning, der er sket samtidig med øget tilbageholdenhed i det offentlige, får fagbevægelsen op af stolen. Det skriver Ugebrevet A4.

Ifølge ugebrevet er eksempelvis departementschefers løn steget med små 40 procent til gennemsnitligt 1,9 millioner kroner siden 2006, mens kommunaldirektører har kunnet se lønsedlen vokse med 34,2 procent siden 2007.

- Det bekræfter billedet af, at nogle malker, mens andre har måttet holde igen under den økonomiske krise - ikke mindst i årene 2008 til 2012, hvor den offentlige sektor var hårdt spændt for, siger formand for fagforbundet FOA, Dennis Kristensen, til Ugebrevet A4.

Hos Djøf, der repræsenterer de offentlige chefer, ser man ikke noget problem i de markante lønstigninger.

De forklares med, at offentlige chefer er gået fra at være tjenestemænd til at være kontraktansatte. Dermed har de ikke faste kontrakter, men er ansat for afgrænsede perioder.

Den forandring giver en bonus på 10-25 procent.

- De offentlige arbejdsgivere betaler ikke mere, end de er nødt til at betale. Man må op på et vist lønniveau, hvis man vil have de rigtige mennesker til at drive de store offentlige virksomheder, siger Henning Thiesen, formand for Offentlige Chefer hos Djøf, til Ugebrevet A4.

Michael Ziegler, formand for Løn- og Personaleudvalget hos Kommunernes Landsforening, siger til ugebrevet, at chefernes samlede andel af lønpuljen i det offentlige er faldet i perioden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.