Offensiv profil er klar til at hjælpe Dortmund
Marco Reus er tilbage på fodboldbanen for Borussia Dortmund efter to måneders fravær med ankelskade.
Marco Reus er tilbage fra lang skadespause. (Arkiv)
Marco Reus er tilbage fra lang skadespause. (Arkiv) Foto: Friso Gentsch/AP


Den tyske fodboldstjerne Marco Reus gjorde i weekenden comeback for Borussia Dortmund i testkampen mod Steaua Bukarest i spanske Alicante.

Offensivspilleren har været ukampdygtig de seneste to måneder med en ankelskade, men nu føler 25-årige Reus sig kampklar, og det er godt nyt for Dortmund, som sensationelt overvintrer på en nedrykningsplads i Bundesligaen.

- Jeg er meget glad for, hvordan skaden er helet. Jeg kan gøre alt, hvad jeg gjorde før skaden, siger Reus til tv-stationen ARD.

Reus har været meget uheldig med skader på det seneste. Kort inden sidste sommers VM-slutrunde i Brasilien blev Reus ankelskadet, og han missede dermed den tyske VM-triumf.

Nu er fokus på at få Dortmund væk fra nedrykningspladsen, og den første bundesligakamp efter vinterpausen bliver den svære udekamp mod Bayer Leverkusen - rækkens nummer tre - 31. januar.

- Det er vigtigt, at jeg kan se fremad nu, at jeg er fit til at kunne hjælpe holdet med at avancere i tabellen. Det er vigtigt, at vi skraber point sammen, så vi kan få noget selvtillid, siger Reus, som de seneste måneder er rygtet til Bayern München.

Mens Reus var skadet, kom det i december sidste år frem, at han i flere år havde kørt bil uden at have kørekort. Det blev lidt af en skandale i Tyskland.

- Hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg gøre det, men det kan jeg ikke, så derfor må jeg tage den lussing, der er kommet, siger Reus, der på grund af sagen blev idømt en bøde på 540.000 euro, hvilket svarer til cirka fire millioner kroner.

Mens Dortmund er i krise i Bundesligaen, er holdet flyvende i Champions League. Tyskerne vandt sin gruppe og skal i 1/8-finalen møde de italienske mestre fra Juventus.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.