Fremrykkende irakiske styrker, som i den irakiske storby Mosul har mødt uventet hård modstand, bliver angrebet med vejsidebomber, lureminer, selvmordsbilbomber, snigskytter og mortérgranater.
Iagttagere venter, at det samme vil ske i Raqqa i Syrien, når oprørerne i Syriens Demokratiske Styrker (SDF) for alvor får indledt deres offensiv.
Oprørsstyrkerne, som søndag indledte deres angreb på Raqqa, ventes først at gennemføre en "dannelsesoperation", hvor de omringer byen og afskærer dens forsyningslinjer.
Operationen vil blive støttet af intensiverede luftbombardementer fra den USA-støttede koalitionsstyrke.
En sejr i den syriske by Raqqa og i den irakiske storby Mosul kan medføre en total opløsning af det selverklærede kalifat, som Islamisk Stats leder, Abu Bakr al-Baghdadi, udråbte fra en moské i Mosul i 2014.
Men Baghdadi siger, at der ikke kan være tale om nogen tilbagetrækning i en "total krig" med Islamisk Stats fjender. Syriens Demokratiske Styrker, der mest består af kurdiske og arabiske grupper, kan vente brutal modstand.
- Sommetider ligger de på hustagene i bygninger, hvor der stadig bor civile, og som de holder som gidsler. De åbner ild mod vore soldater, fordi de ved, at vi ikke kan sætte fly ind uden risiko for civile, siger en talsmand fra Iraks hær om IS i Mosul.
En general fra CTS-styrken i Mosul siger, at Islamisk Stat har sprængt over 100 bilbomber mod hans styrker i den østlige del af byen.
Raqqa ligger øst for Aleppo - kun 90 kilometer syd for Tyrkiets grænse.
I januar 2014 tog IS kontrol over byen efter kampe med andre jihadister.
Byen blev derefter ramme om nogle af de mest grusomme overgreb - blandt andet offentlige halshugninger og salg af sexslaver på den centrale markedsplads.
/ritzau/AFP