Østrigs kansler træder tilbage fra alle poster
Werner Faymann har forladt alle sine politiske tillidshverv, oplyser en talskvinde for kansleren.
Præsidentvalget i Østrig får kansleren til at træde tilbage på grund af en svækket koalition.
Præsidentvalget i Østrig får kansleren til at træde tilbage på grund af en svækket koalition. Foto: Ronald Zak/AP


Østrigs kansler, Werner Faymann, træder tilbage fra alle sine poster, skriver det østrigske nyhedsbureau APA ifølge Reuters.

Faymanns socialdemokrater, der regerer i en koalition med centrumhøjrepartiet ÖVP, er blevet alvorligt svækket efter første runde af det nylige præsidentvalg, hvor partiet led et overraskende stort valgnederlag til Frihedspartiet (FPÖ).

Første runde af det østrigske præsidentvalg i april var en ydmygelse af både socialdemokraterne (SPÖ) og det konservative ÖVP. De to partier har siden afslutningen af Anden Verdenskrig siddet på præsidentposten på skift.

Frihedspartiets kandidat, Norbert Hofer, vandt en overraskende stor sejr med 35 procent af stemmerne. Hverken SPÖ eller ÖVP får deres kandidater videre til anden valgrunde 22. maj.

I stedet bliver det den tidligere leder for De Grønne, den uafhængige kandidat Alexander van der Bellen, der skal kæmpe mod Norbert Hofer om præsidentposten.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.