Han troede ikke helt på det, en mand fra Østjylland, da han søndag morgen tjekkede sin Lotto-kupon. Alle tal stemte med vindertallene.
Og den var god nok, kunne Danske Spil bekræfte. Der er nu ikke mindre end seks millioner kroner plus det løse på vej ind på bankkontoen.
- Det kan da være, jeg skal en tur til Liverpool og Anfield. Så skal min datter med. Du ved; You’ll never walk alone, siger vinderne med henvisning til den engelske fodboldklubs slagsang.
Det fortæller vinderen via Danske Spil. Han har valgt at tage imod spiludbyderens tilbud om økonomisk rådgivning, men alligevel skulle gevinsten fejres med champagne. Det skete hjemme i baghaven - efter en tur i et motionsløb i Aarhus.
- Jeg havde vundet 150 kroner på Oddset lørdag. Jeg spiller sjældent Lotto, men købte en LynLotto. Og så var jeg en tur i byen med en kammerat lørdag aften, fortæller manden, som ønsker at være anonym.
Søndag morgen var han inde på danskespil.dk for at tjekke sit spil. Det førte til opkaldet til Danske Spil. Og vindertallene stemte. Gevinsten var god nok.
- Jeg nåede alligevel at tænke, om jeg lige skulle få printet billedet af skærmen, hvis nu der skete noget, et nedbrud, hvor alt gik tabt.
- Det er lidt surrealistisk. Jeg er selvfølgelig glad. Men jeg tager det stille og roligt. Jeg har begge ben solidt plantet på jorden, siger han.
En gevinst på 6.021.074 kroner kan få de fleste til at ligge søvnløs, men ikke den nybagte vinder. Han vil fortsat stå tidligt op og passe sit arbejde, men der bliver altså overskud til en tur til Anfield Road i Liverpool for at se favoritklubben Liverpool FC spille.