Østergaard: Valget ændrer ikke på græsk gæld
Alle ønsker fremgang hos Grækenland, men en nedskrivningen af gælden er ikke aktuel, lyder det fra minister.
Yderste venstre og højre danner regering i Grækenland, men de skal ikke forvente lang line, advarer Morten Østergaard.
Yderste venstre og højre danner regering i Grækenland, men de skal ikke forvente lang line, advarer Morten Østergaard. Foto: Lefteris Pitarakis/AP


Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) glæder sig til at møde den nyvalgte græske regering, men grækerne skal ikke forvente lang line.

- Først og fremmest er det vigtigt at sige, at Grækenland har de samme udfordringer og forpligtigelser i dag, som de havde før deres valg og før den nye regering trådte til.

- Vi glæder os alle sammen til at møde vores nye kolleger fra Grækenland. Der er ikke nogen, der ønsker en græsk tragedie, hvor det ikke går fremad, siger ministeren på vej til ministermøde i Bruxelles.

Grækerne valgte søndag at vise deres modvilje mod eurolandenes og de internationale långiveres skrappe sparekrav ved at stemme på det venstreorienterede parti Syriza, som blandt andet gik til valg på, at de vil have genforhandlet EU's hårde sparekrav.

Partiet fik en kæmpe valgsejr med mere end en tredjedel af stemmerne.

Morten Østergaard tror imidlertid ikke på, at den nye græske regering får nedskrevet den græske gæld.

- Det betragter jeg som yderst usandsynligt. Men i sidste ende er det en diskussion, som grækerne skal have med de andre eurolande, siger han.

Men et græsk exit fra eurozonen er heller ikke aktuelt.

- Som jeg hører det, er alles interesse, at Grækenland bliver i eurozonen, og derfor tror jeg, at man får en diskussion om, hvordan man vil håndtere Grækenlands udfordring.

Eurogruppen forsøgte sig også mandag med en udstrakt hånd til grækerne og deres nye regering.

- Jeg er stærk tilhænger af at samarbejde med samtlige medlemmer af eurogruppen. Der er 19. Og jeg giver ikke slip på nogen af dem, sagde eurogruppens formand, den hollandske finansminister Jeroen Dijsselbloem, på et pressemøde i Bruxelles efter eurogruppens møde.

Grækenland har siden 2010 modtaget to lånepakker på i alt 240 milliarder euro. Lånepakkerne er betinget af, at den græske regering vedtog skrappe økonomiske nedskæringer.

I øjeblikket er omkring hver fjerde græker arbejdsløs, mens ungdomsarbejdsløsheden er på knap 50 procent. Under krisen er landets økonomi svundet med mere end 20 procent.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.