Debatten raser om velfærdsturisme og børnecheck til østeuropæere, men østeuropæere i Danmark er i virkeligheden relativt billige i drift.
Det viser en analyse, som Dansk Arbejdsgiverforening har lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik og Beskæftigelsesministeriet, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Mens en indvandrer fra f.eks. Tyrkiet i gennemsnit får godt 73.000 kr. om året i sociale ydelser, er gennemsnittet for borgere fra de nye EU-lande på 34.000 kr. Det svarer til niveauet i de gamle EU-lande som Tyskland og Sverige under ét, og det er 12.000 kr. under gennemsnittet for en dansker.
Henrik Bach Mortensen, direktør for Dansk Arbejdsgiverforening, mener, at tallene maner den myte i jorden, at østeuropæere kommer hertil for at få del i ydelser som dagpenge, kontanthjælp og børnepenge.