Det lyder som noget, der er taget ud fra et eventyr. Men den er god nok:
Hver eneste af de omkring 80 beboere i sovebyen Cerezales del Condado i Spanien er med et trylleslag blevet millionærer - uden at gøre noget som helst for det.
Det skriver dailymail.co.uk.
Indbyggernes usandsynlige held består i, at de kommer fra den samme by som den tidligere direktør for bryggeriet Grupo Modelo, der bedst er kendt for den populære Corona-øl.
Antonino Fernández hedder den nu afdøde ex-direktør, hvis hjerte åbenbart bankede så varmt for hans fødeby, at han valgte at donere godt 169 millioner pund til sine bysbørn til deling.
Arbejdede sig op fra bunden
Den rundhåndede erhvervsmand startede for alvor sin karriere, da han som 32-årig i 1949 flyttede til Mexico sammen med sin kone. Han blev inviteret af sin onkel, som dengang ejede Grupo Modelo, og blev ansat som lagerarbejder i virksomheden.
Siden arbejdede han sig hele vejen op til toppen og var med til at gøre Corona til Mexicos mest populære øl.
Antonino Fernández døde i august i år 99 år gammel.