Økonomisk fremgang sikrer færre konkurser
Bygge- og anlægsbranchen har oplevet det færreste antal konkurser over en tre måneders periode siden 2007.
Færre går konkurs og det er et sundt tegn, mener økonom i Dansk Erhverv.
Færre går konkurs og det er et sundt tegn, mener økonom i Dansk Erhverv. Foto: Colourbox/free


Antallet af konkurser faldt i februar 2015 med syv procent i forhold til januar. I årets anden måned var der således 317 konkurser mod 337 i januar.

Det viser de sæsonkorrigerede tal, som Danmarks Statistik netop har offentliggjort. I løbet af de seneste tre måneder er antallet af konkurser nu faldet med 17 procent sammenlignet med de forudgående tre måneder.

Det er sundt for dansk økonomi, at færre bliver tvunget til at dreje nøglen om, mener økonom i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv Mira Lie Nielsen.

- Det er et sundhedstegn for dansk økonomi, at antallet af konkurser falder, og de færre konkurser er endnu et tegn på, at dansk økonomi tager et gearskifte opad i disse måneder, siger Mira Lie Nielsen i en skriftlig kommentar.

De seneste uger er der kommet pæne tal for den økonomiske vækst, der samtidig har vist fremgang i beskæftigelsen.

- Vi skal dog regne med, at der kan komme enkelte måneder med stigning i konkurserne, selvom den overordnede tendens vil pege nedad, da væksten i dansk økonomi ikke er prangende.

- Det er jo i høj grad aktiviteten i samfundsøkonomien, som afgør, hvorvidt en virksomhed overlever eller ej, siger Mira Lie Nielsen.

I bygge- og anlægsbranchen var der 32 konkurser. Set over tre måneder har 109 virksomheder i bygge- og anlægsbranchen måttet dreje nøglen om, men det er ifølge brancheorganisationen det laveste antal over en tre måneders periode siden 2007.

- Med de forholdsvis få konkurser i februar måned ser det ud til, at faren fra et lidt bekymrende efterår er forduftet.

- Vi havde et par måneder med et højt antal konkurser, men med de seneste tre måneders 109 konkurser bør frygten for en stigning i konkursniveauet til niveauet fra 2013 være manet i jorden, siger Andreas Fernstrøm, der er chefkonsulent i Dansk Byggeri.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.