Økonomisk afgrund mellem mænd og kvinders pensioner
På landsplan har kvinder ifølge PFA kun sparet 64 pensionskroner op for hver 100 kroner, mænd har sparet op.
Mænd er bedre til at spare sammen til pensionen, end kvinderne er. Det viser tal fra PFA og Nordea Liv & Pension.
Mænd er bedre til at spare sammen til pensionen, end kvinderne er. Det viser tal fra PFA og Nordea Liv & Pension. Foto: Colourbox/Erwin Wodicka - Bilderbox.com


Mænd er bedre til at spare sammen til pensionen, end kvinderne er.

Ifølge tal fra landets største og tredjestørste pensionsselskaber, PFA og Nordea Liv & Pension, viser begge en forskel, skriver Berlingske.

På landsplan har kvinder ifølge PFAs tal kun sparet 64 kroner op for hver 100 kroner, mænd har sparet op. Ifølge Nordeas tal sparer kvinder cirka 80 kroner op for hver 100 kroner på mændenes opsparing.

- Den forskel, vi ser nu, er nok den, vi også vil se lang tid fremover.

- Lønforskellen på 15-20 procent mellem mænd og kvinder har set stabil ud i nogle år, og det vil afspejle sig i pensionsopsparingen - også selv om kvinderne i Nordea Liv & Pension indbetaler en lidt højere procent, siger Jens Christian Nielsen, cheføkonom i Nordea Liv & Pension, til Berlingske.

Baggrunden for de store forskelle er dels, at mænd generelt tjener mere end kvinder, dels at kvinder typisk oftere holder orlov eller går på deltid. Og desuden skal kvindernes penge ofte række længere, da kvinder i gennemsnit lever længere end mænd.

I beregningerne fra PFA sakker kvinderne bagud i takt med deres alder, så deres opsparing i forhold til mænds falder fra 93 til 68 kroner per 100 kroner, mænd har sparet op.

Geografisk er der også en stor forskel. For hver 100 kroner, mænd har sparet op, har kvinder i Svendborg lagt 43 kroner til side.

I den anden grøft finder man Rødovre Kommune, hvor tallet er 76 kroner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.