Økonomer ubekymrede over flere konkurser
Antallet af konkurser steg 42 procent i september, men generelt har virksomhederne det bedre, mener økonomer.
I Dansk Erhverv ærgrer man sig over, at Danmark fik 338 virksomheder færre i september, men alligevel giver tallene ikke anledning til større bekymring. Arkivfoto.
I Dansk Erhverv ærgrer man sig over, at Danmark fik 338 virksomheder færre i september, men alligevel giver tallene ikke anledning til større bekymring. Arkivfoto. Foto: Bubandt Martin/FREELANCE


Antallet af virksomheder, der måtte indse, at kassen var tom, steg et ordentligt hak i september. Der var 338 konkurser i september mod 238 i august, når der korrigeres for normale sæsonudsving, oplyser Danmarks Statistik.

Det svarer til en stigning på 42 procent, men alligevel er der ikke grund til at blive bekymret, når man tager de samfundsøkonomiske briller på, mener cheføkonom i Danske Bank, Steen Bocian.

- Det er normalt, at antallet af konkurser svinger lidt fra måned til måned. 338 konkurser på een måned er ikke unormalt - og dagens tal giver derfor ikke isoleret set anledning til bekymring, siger han i en skriftlig kommentar.

På den lidt længere bane er antallet af konkurser da også faldet. Antallet var 914 i april-juni, men er faldet fire procent i perioden juli-september til 876 konkurser.

- Grundlæggende set er dansk økonomi i bedring. Der er en smule vækst, og da renteniveauet fortsat er lavt, så er virksomhedernes risiko for at gå konkurs i dag væsentligt lavere end for et par år siden, siger Steen Bocian.

- Men det går ikke fantastisk - og derfor er antallet af konkurser heller ikke så lavt, som det var inden krisen, tilføjer han.

I Dansk Erhverv ærgrer man sig over, at Danmark fik 338 virksomheder færre i september, men alligevel giver tallene ikke anledning til større bekymring.

- Det er en ærgerlig udvikling, at antallet af konkurser tog et ret stort spring opad i september, da det vidner om, at dansk erhvervsliv fortsat kæmper en hård kamp, som desværre ofte ikke vindes, siger erhvervsorganisationens økonom Mira Lie Nielsen i en skriftlig kommentar.

Hun konstaterer samtidig, at antallet af konkurser i 2014 samlet set er det laveste i årevis trods stigningen i september.

- Vi skal helt tilbage til tiden inden finanskrisen for at finde tilsvarende niveau. Det viser os, at trods bump på vejen er der altså samfundsøkonomiske forhold, der i 2014 reelt har ændret sig i positiv retning, siger Mira Lie Nielsen.

Heller ikke Peter Bojsen Jakobsen, makroøkonom i Sydbank, mener, at stigningen i antallet af konkurser i september for alvor giver anledning til bekymring.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.