Økonomer: Tegn på boligboble i København
Et flertal af landets førende økonomer ser tegn på en ny boligbole i hovedstaden, men næsten ligeså mange mener ikke, der er grund til bekymring.
En del økonomer ser tegn på en prisboble på den københavnske boligmarked.
En del økonomer ser tegn på en prisboble på den københavnske boligmarked. Mads Jensen, Scanpix/arkiv


Et flertal på 49 pct. af landets førende økonomer i Finans' økonompanel kan se tegn på en prisboble i København, mens 44 pct. finder, at der endnu ikke er grund til nervøsitet. Det viser en rundspørge foretaget den seneste uge.

En langt større andel, 72 pct. af økonomerne i panelet, peger samtidig på, at politikerne bør blande sig i kreditgivningen til husejere og huskøbere, skriver Finans. To tredjedele ser gerne, at man strammer adgangen til de afdragsfrie lån, og 56 pct. vil gerne skrotte fastfrysningen af ejendomsværdiskatten.

Besvarelser, som ligger i tråd med både de økonomiske vismænd og Nationalbanken, som det seneste år har været ude med lignende forslag.

Men selvom der efterhånden også luftes bekymringer i SF og Dansk Folkeparti, så er der kort før et folketingsvalg ikke lagt op til konkrete stramninger på boligmarkedet.

"Boligejere udgør en ret kraftig lobby, og politikerne er meget nervøse for at indføre noget, som opfattes negativt blandt boligejere. De går nærmest den modsatte vej lige nu," siger Morten Skak, boligøkonom fra Syddansk Universitet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.