Økonom om nye væsttal: Regeringen var for optimistisk
Økonomisk Redegørelse illustrerer, at dansk økonomi stadig er i en skrøbelig forfatning, siger bankøkonom.
Danske Banks cheføkonom Steen Bocian mener, at dansk økonomi fortsat er skrøbelig. Arkivfoto
Danske Banks cheføkonom Steen Bocian mener, at dansk økonomi fortsat er skrøbelig. Arkivfoto Foto: Danske Bank/free


Realistisk, men hældende til det pessimistiske.

Sådan vurderer cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian regeringens nye skøn over dansk økonomi, som offentliggøres torsdag formiddag, men allerede er blevet lækket til Bloomberg News.

I Økonomisk Redegørelse vil regeringen ifølge nyhedstjenesten halvere sit bud på væksten i år, mens der næste år ventes en vækst på 1,4 procent, hvilket skal sammenlignes med redegørelsen fra august, hvor skønnet var en vækst på to procent.

- Det er en meget markant nedjustering af vækstforventningerne. Nedjusteringerne er dels en konsekvens af, at de økonomiske nøgletal på mange områder har skuffet siden august, men det er i høj grad også et udtryk for, at regeringen var endog meget optimistisk på dansk økonomis vegne i august, mens den nuværende prognose næsten må siges at være pessimistisk, siger Steen Bocian i en skriftlig kommentar.

Han henviser til, at Nationalbanken i en prognose denne uge varslede en vækst på 1,8 procent i 2015.

Cheføkonomen understreger, at alle detaljer i Økonomisk Redegørelse endnu ikke er kendte, men Steen Bocian mener umiddelbart, at der er tale om "et rimeligt realistisk bud på den økonomiske vækst over de kommende år".

- Dansk økonomi er på rette vej - dels fordi boligmarkedskrisen er lagt bag os, og dels og nok vigtigst fordi de europæiske økonomier i dag er i en noget bedre forfatning end for to-tre år siden.

- Når det er sagt, så illustrerer den lave vækst - og udsigten til en kun meget langsom genopretning - at dansk økonomi fortsat er meget skrøbelig, og der skal derfor ikke mange negative overraskelser til, før at fremgangen bliver vendt til en ny krisestemning, siger Steen Bocian.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.