Økonom: Grækerne har ikke meget at handle med
På trods af de bastante udmeldinger under valgkampen tror økonom, at grækerne bliver nødt til at bøje sig.
Den kommende regeringsleder Alexis Tsipras (billedet) får det meget svært med at indfri sine valgløfter, forudser økonom.
Den kommende regeringsleder Alexis Tsipras (billedet) får det meget svært med at indfri sine valgløfter, forudser økonom. Foto: Petros Giannakouris/AP


Med valgsejren til oppositionspartiet Syriza i Grækenland er der åbnet op for flere ugers usikkerhed på de europæiske markeder, indtil grækerne har forhandlet en ordning på plads med hensyn til landets gæld.

Chefstrateg Henrik Drusebjerg fra Carnegie er dog ret overbevist om, at der kommer en løsning på et tidspunkt i forhandlingerne med den såkaldte trojka bestående af EU, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF).

- Nu skal der jo først dannes en regering, og så må vi se, hvor stærkt et mandat, den får. Spørgsmålet er, om den vil gentage udmeldingerne fra valgkampen, eller om det bliver en mere udvandet udgave.

- Jeg tror ikke, at det bliver så dramatisk, for grækerne har simpelthen ikke råd til det. Europa kan godt imødekomme grækerne på eksempelvis løbetiden på gælden, men en nedskrivning med 50 procent, som Syriza har krævet, bliver der nok ikke tale om.

- Og trojkaen lukker også for det varme vand, hvis grækerne vil rulle de reformer tilbage, som de allerede har gennemført, vurderer Drusebjerg.

Selv om han forudser en negativ reaktion fra markederne mandag, så er der grund til at se positivt på de kommende forhandlinger med danske øjne.

- Euroen bliver formentlig svækket af det her, men det er godt for resten af Europa, inklusive Danmark. Det gør eksempelvis tyskernes varer billigere i udlandet, og det styrker tysk økonomi, hvilket også vil smitte af på den danske, siger han.

Boligejerne har også grund til at glæde sig over en svækket euro.

- Euroen er ikke det eneste, der falder, det gør renterne også. Så der vil være nogle boligejere, der får endnu bedre muligheder for at omlægge deres lån, siger Henrik Drusebjerg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.