Økonom: Færre offentligt ansatte intet chok
Et fald i den offentlige beskæftigelse fra tredje til fjerde kvartal var ventet, lyder det fra Steen Bocian.
Mens den offentlige beskæftigelse altså faldt i fjerde kvartal, steg den samlede beskæftigelse blandt lønmodtagere ifølge cheføkonomen med 5600 personer.
Mens den offentlige beskæftigelse altså faldt i fjerde kvartal, steg den samlede beskæftigelse blandt lønmodtagere ifølge cheføkonomen med 5600 personer. Foto: Colourbox/COLOURBOX.COM


Det kommer ikke som et chok, at den offentlige beskæftigelse faldt med 900 personer fra tredje til fjerde kvartal, konstaterer cheføkonom Steen Bocian fra Danske Bank.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser ellers, at beskæftigelsen i den offentlige forvaltning og service i fjerde kvartal faldt med 0,1 procent i forhold til kvartalet før, når man korrigerer for sæsonudsving og omregner til fuld tid.

- Faldet er ikke overraskende, faktisk havde nationalregnskabet vist et endnu større fald, påpeger Steen Bocian.

Selv om den offentlige beskæftigelse faldt i fjerde kvartal, er det dog værd at bemærke, at det offentlige forbrug samlet set var uændret i kvartalet, lyder det fra cheføkonomen.

- Så der er ikke tale om en generel nedgang i det overordnede, offentlige serviceniveau, siger han.

På det største velfærdsområde - social beskyttelse - faldt beskæftigelsen i fjerde kvartal med 1500 personer, svarende til 0,7 procent.

- Til gengæld steg beskæftigelsen inden for både sundhed og undervisning. Så der er i høj grad også tale om omprioriteringer, siger Steen Bocian.

Mens den offentlige beskæftigelse altså faldt i fjerde kvartal, steg den samlede beskæftigelse blandt lønmodtagere ifølge cheføkonomen med 5600 personer.

- Der er således ingen tvivl om, at det private arbejdsmarked er vendt, og tal for udviklingen i antallet af nye jobannoncer indikerer, at den tendens kommer til at fortsætte over de kommende kvartaler, vurderer Steen Bocian, Danske Bank.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.