Økologiske svin går næsten fri for MRSA-bakterier
Konventionelle svin har ti gange så meget MRSA end økologiske, viser nye data fra Fødevarestyrelsen.
Der er kun MRSA i fire ud af 65 økologiske svinebrug, viser nye data fra Fødevarestyrelsen.
Der er kun MRSA i fire ud af 65 økologiske svinebrug, viser nye data fra Fødevarestyrelsen. Foto: Colourbox/Free


Økologiske grise går stort set fri af den epidemi af antibiotikaresistente bakterier, der hærger de konventionelle landmænds svinestalde.

Det skriver Ingeniøren.

Nye data fra Fødevarestyrelsen viser, at der kun er MRSA i fire ud af 65 økologiske svinebrug. Det skal sammenlignes med, at den resistente svinevariant af bakterien har inficeret 68 procent af de konventionelt opdrættede slagtesvin.

Karin Frøidt, formand for IDA Levnedsmiddelselskabet, der organiserer ingeniører i den danske fødevarebranche, er glad for at få bekræftet, at økologiske svin stort set er MRSA-fri.

- Vi har haft en formodning om, at det så bedre ud i de økologiske besætninger end i de konventionelle, men vi har hidtil ikke haft dokumentation for det. Og det er faktisk endnu bedre, end jeg havde håbet, siger hun til Ingeniøren.

Hos Svineudvalget i Økologisk Landsforening kommer det ikke bag på formand Randi Vinfeldt, at konventionelt opdrættede grise har MRSA ti gange så ofte som økologiske.

- Den meget lave forekomst af MRSA kunne være en indikation på, at grisene renser sig for bakterien, når de kommer over i det økologiske system. For det er mere end seks procent af bedrifterne, der løbende køber avlsdyr fra konventionelle besætninger, siger hun til Ingeniøren.

Hidtil har der kun været nævnt én løsning på at slippe af med de resistente bakterier, nemlig den norske model. Nordmændene slår alle svin på en inficeret ejendom ned, desinficerer staldene og garanterer, at de nye smågrise er MRSA-fri.

Den løsning har gentagne ministre sammen med Fødevarestyrelsen og et politisk flertal afvist som alt for dyr herhjemme, hvor der årligt opdrættes 30 millioner grise. Fødevarestyrelsen har tidligere anslået, at det vil koste op mod ti milliarder kroner herhjemme.

Fødevarestyrelsen er ikke på vej med en plan om at omlægge hele det danske svinebrug til økologi.

Men souschef for dyresundhed Stig Mellergaard mener alligevel, at det er muligt at lære af de nye resultater. Det kommer ikke bag på ham, at smitten med MRSA er så meget mindre i de økologiske opdræt.

- I de konventionelle besætninger holdes infektionen ved lige, fordi grisene går så tæt sammen. I de økologiske besætninger er der ikke samme kontinuerlige eksponering, siger han til Ingeniøren.

MRSA smitter overvejende personer, der er i direkte kontakt med levende svin. Selv om MRSA kan findes på kød, er der ikke noget, der tyder på, at tilberedning og spisning af kødet udgør en væsentlig smittekilde.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.