Økologisk landsforening: Besparelser er forkert signal
Regeringen tænker kortsigtet, når de sparer på støtten til økologien, mener formand.
det er en kortsigtet strategi fra regeringens side, når de skærer i støtten til landmænd, der vil omlægge til økologi, mener formanden for Økologisk Landsforening, Per Kølster.
det er en kortsigtet strategi fra regeringens side, når de skærer i støtten til landmænd, der vil omlægge til økologi, mener formanden for Økologisk Landsforening, Per Kølster. Foto: Vitas/Colourbox


- Regeringen sender et forkert signal.

Det mener formanden for Økologisk Landsforening, Per Kølster, efter regeringen i finansloven vil skære i støtten til landmænd, der vil omlægge til økologi.

Regeringen agter at skære omkring en milliard kroner allerede i 2016 på en lang række tilskud, programmer og puljer til natur, miljø, klima og energi i landdistrikterne.

- Landbruget står over for en nødvendig omstilling, og økologien er et af de områder, hvor der er en positiv udvikling.

- Så selvom regeringen ikke undsiger at styrke økologien, så afskaffer de målet om en fordobling. Det er en kortsigtet strategi og et udtryk for, at regeringen ikke tror på det eller ikke ønsker udviklingen, siger han.

Landmænd, der vil omlægge til økologi, får skåret i støtten fra 218 millioner i år til 77 millioner kroner næste år.

Og selvom det ikke er så entydigt, hvad regeringen vil, da den måske så finder penge andre steder, så er det en kortsigtet strategi, mener Per Kølster.

- Pengene er forbundne kar. Så når man tilfører midler et sted, men dernæst fjerner det fra et andet, så giver det ikke mening, for det hele hænger jo sammen. Og på den måde spiser hunden så at sige sin egen hale.

Hos Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug er de derimod begejstret for regeringens planer.

- Økologi er en dyrkningsform på linje med konventionel landbrug, og derfor skal de have samme rettigheder. Derfor er vi glade for, at regeringen lægger op til, at økologisk landbrug skal styres af det frie marked, siger administrerende direktør Bjarne Nigaard.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.