Øjenvidne til Vilks-skyderi: Én mand skød
Én mand affyrede skud og løb væk med en anden mand, siger øjenvidne til formodet terrorskyderi i København.


Den 23-årige tjener Stephanie Halberg var lørdag vidne til skyderiet ved et debatmødet på Østerbro i København.

I kulturhuset Krudttønden blev der kort før klokken 16 affyret skud til debatmødet, hvor den svenske Muhammedtegner og kunster Lars Vilks deltog.

Der er formentlig tale om et terrorangreb mod Vilks.

- Det lød som om, at der var nogen, som fyrede fyrværkeri af. I ren refleks kiggede vi ud, og vi kiggede over mod Krudttønden, hvor vi kunne se, at der var et skyderi i gang.

- Der var en mand, der skød mod vinduerne, derefter åbnede han døren og skød videre. Og så løb han væk sammen med en anden mand, siger Stephanie Halberg til Ritzau.

Hun er tjener på Café Stafetten i nærheden af Krudthuset. Stephanie Halberg tilføjer, at begge mænd havde mørkt tøj på, men at hun ikke kunne se deres ansigter.

- Vi troede, at det var for sjovt til at begynde med. Men så begyndte en masse folk at løbe derfra, og vi vinkede dem hen til os.

- Vi forsøgte at hjælpe dem, som kom herind. Der var blandt andet en mor, der havde sin knægt med. Han var meget i chok, siger øjenvidnet.

En 40-årig mand er omkommet efter angrebet. Tre betjente er såret og ramt af skud i henholdsvis skulderen, benet og lysken.

Politiet efterlyser en arabisk udseende mand på 25-30 år, cirka 185 centimeter høj og atletisk af bygning efter det formodede terrorskyderi ved debatarrangement.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.