Øjenvidne til Bangkok-eksplosion: Kropsdele overalt
Vidner, der var til stede i centrum af Bangkok, beretter om totalt kaos og choktilstand efter bombeeksplosion.
- Der var mennesker og kropsdele overalt, siger øjenvidne efter bombeeksplosion i Thailand. (AP Photo/Mark Baker)
- Der var mennesker og kropsdele overalt, siger øjenvidne efter bombeeksplosion i Thailand. (AP Photo/Mark Baker) Foto: Mark Baker/AP


- Jeg sprang rundt mellem alle de tilskadekomne. Der lå mennesker og kropsdele overalt.

Sådan fortæller svenske Andreas Sjökvist til det svenske nyhedsbureau TT.

Han var bare 100 meter fra pladsen i Chidlom-området i Bangkok, hvor bomben eksploderede.

- Der var røg, og der lugtede af eksplosion. Der var glassplinter, og mennesker lå langs fortovet. Alle var i chok, fortæller han videre.

Andreas Sjökvist arbejder i området, hvor eksplosionen skete. Det er et travlt område, der blandt andet huser det hinduistiske tempel Erawan, der er en stor turistattraktion.

Derudover ligger der også mange butikker og et shoppingcenter.

Og netop i det shoppingcenter var Richard Sri-Kureja, da bomben gik af.

- Det var et totalt kaos. Alle løb rundt i forskellige retninger, siger han til BBC News.

- Et hotel er blevet fyldt af sårede. Jeg så en familie, der blødte voldsomt, siger Richard Sri-Kureja.

Krishna Punjali kørte i bil 50 meter fra pladsen.

- Det lød som om et lynnedslag. Der var politi og ambulancer overalt. Jeg kunne se brand i baggrunden. Det var et kæmpe chok, siger hun til BBC News.

En anden bombe er, ifølge BBC, fundet i området, men den skulle være blevet demonteret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.