Tennisstjernen Novak Djokovic fik torsdag afbrudt sin flotte stime af turneringer, hvor han som minimum er nået frem til finalen.
Efter 17 finaler på stribe måtte den serbiske verdensetter trække sig fra kvartfinalen ved ATP-turneringen i Dubai.
Årsagen var ifølge modstanderen, spanieren Feliciano López, en infektion i øjnene, der fik Djokovic til at sige tak for kampen efter første sæt, som Djokovic havde tabt 3-6.
- Det er altid ærgerligt, når en af verdens bedste spillere nogensinde bliver nødt til at trække sig på den måde, siger Feliciano López ifølge AFP.
Spanieren, der er nummer 24 på verdensranglisten, havde før torsdagens kamp tabt samtlige syv indbyrdes opgør mod Novak Djokovic.
Nederlaget til Feliciano López var samtidig Djokovic' første af slagsen i år.
/ritzau/