Øgle-lignende krybdyr savner sin ejer
Fyns Politi efterlyser ejeren af et 'firben' i overstørrelse. Der er øjensynlig tale om en Skægagame.
Det er klepperten her, der savner sin ejer.
Det er klepperten her, der savner sin ejer. Foto: Fyns Politi


Kender du fætteren på fotoet her? Han/hun er blevet fundet på Fåborgvej i Broby på Fyn, og Fyns Politi vil frygteligt gerne sørge for, at krybdyret kommer hjem igen.

Hos politiet er man ikke helt sikre på arten af det fundne dyr, men konstaterer, at der er tale om et krybdyr, som blev fundet i noget buskads.

Ifølge krybdyr-kendere blandt Avisen.dk's læsere er der tale om en Skægagame, der oprindeligt stammer fra Australien, hvor dyrene lever i tørre stenørkener og åbne kratområder. De er gode til at klatre og kan findes på grene og i buske, men er også populære at holde som kæledyr i mange lande, fordi de er nemme at passe og har en rolig natur.

Ring til Fyns Politi, hvis du kender Skægagamen - oplys journalnummeret 2300-60111-00012-15.

Melder ejeren sig ikke, sørger politiet for, at der bliver fundet et nyt hjem til fætteren, der midlertidigt bliver passet af dyresagkyndige.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.