Øget salg af dyrere specialøl gavner bundlinje i Harboes
Harboes Bryggeri har tjent gode penge på at effektivisere og øge salget af specialøl.
Harboes Bryggeri har succes med at øge andelen af specialprodukter i salget, og det gavner bundlinjen. Også effektiviseringer er med til øge indtjeningen.
Harboes Bryggeri har succes med at øge andelen af specialprodukter i salget, og det gavner bundlinjen. Også effektiviseringer er med til øge indtjeningen. Foto: Harboe/Free


Bryggeriet bag Harboe Pilsner, Bjørne Bryg og en lang række andre øl, juice- og energidrikke har fremgang på bundlinjen.

Harboes Bryggeri fik et resultat før skat på 51,1 millioner kroner i regnskabsåret 2015/2016 mod 33,4 millioner kroner i året før. Det oplyser bryggeriet i en meddelelse til børsen.

Omsætningen steg 0,4 procent til 1,37 milliarder kroner. Resultat skyldes blandt andet, at dyrere specialøl fylder mere af bryggeriets salg.

- Det generelle ølmarked er stadig faldende, men segmentet for specialøl oplever en stigende efterspørgsel på tværs af de nordeuropæiske markeder, lyder det i regnskabet.

- I Danmark er det særligt specialøl, blandt andet under varemærkerne "Ølfabrikken" og "GB", der har drevet væksten.

Harboes topchef, Bernhard Griese, er godt tilfreds med det, han betegner som "solid fremgang i indtjeningen".

- Den var drevet af høj vækst på de internationale markeder, gode nordeuropæiske partnerskaber kombineret med en effektiv drift og kapacitetsudnyttelse i hele værdikæden, siger direktøren i regnskabet.

- Alle vores forretningsområder bidrager til den positive udvikling og bekræfter værdien af vores stærke varemærker, fokus på innovation og målrettede internationale salgsstrategi, lyder det fra Bernhard Griese.

Han forventer, at fremgangen fortsætter i 2016/17. Harboes regner med et resultat før skat i niveauet 65-75 millioner kroner.

Skælskør-virksomheden sælger sine drikkevarer i 90 lande verden over.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.