Øget risiko for radikalisering blandt flygtninge i Tyrkiet
Flere eksperter frygter, at forholdene for syriske flygtninge i Tyrkiet vil radikalisere de mest sårbare.
De mest sårbare syriske flygtninge i Tyrkiet risikerer at blive sendt i armene på militante og religiøse grupper, advarer eksperter.
De mest sårbare syriske flygtninge i Tyrkiet risikerer at blive sendt i armene på militante og religiøse grupper, advarer eksperter. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Polfoto


De mest sårbare flygtninge kan ende i armene på militante politiske og religiøse grupper. Sådan lyder advarslen fra flere eksperter, skriver Information.

Det gør sig i særlig grad gældende for de op imod tre millioner syrere, der er i Tyrkiet. Her har et mislykket militærkup ikke hjulpet på stabiliteten.

- Rigtig mange syrere har mistet flere års skolegang og kommer formentlig aldrig tilbage i skole. De står i en frustreret og håbløs situation, og det er den næste mellemøstlige generation, vi taber her, siger Shelly Culbertson til Information.

Hun er politisk analytiker hos den indflydelsesrige tænketank Rand Corporation, der har undersøgt radikalisering blandt flygtningegrupper.

De militante grupper går primært efter at tiltrække unge mellem 15 og 24 år. Derfor tillægger både Rand Corporation og FN's børneorganisation, Unicef, muligheder for uddannelse en stor betydning for at forhindre radikalisering.

Unicef advarer også om risikoen for en tabt generation af børn og unge, der er særligt sårbare over for udnyttelse og radikalisering.

Steen M. Andersen er generalsekretær for Unicef i Danmark. Han peger overfor Information på manglende fremtidsudsigter og psykiske skader som årsager, der kan skubbe den unge generation i armene på militante grupperinger.

Hos Venstre anerkender udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen, at der er en risiko ved at samle de mange flygtninge i nærområderne til Syrien.

- Hvis vi ikke gør noget nu, står vi med en stor gruppe mennesker, der enten vender sig mod radikaliserede grupper som eneste alternativ, eller simpelthen mangler hjælp til at overleve.

- Derfor er Danmark også i front med økonomisk hjælp til nærområderne, siger udenrigsordføreren til Information.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.