Øget dansk overvågning af Arktis får både støtte og kritik
Socialdemokraterne bakker op om Arktis-udspil, mens Greenpeace frygter mangelfuld forureningsbekæmpelse.
Forsvarsminister Peter Christensen præsenterer sammen med Vittus Qujaukitsoq, Grønlands landsstyremedlem for udenrigsanliggender og forsvarsområdet, og Sigmundur Ísfeld, Færøernes repræsentationschef i København, den nye arktisstrategi. Det er ikke militær oprustning, understreger de.
Forsvarsminister Peter Christensen præsenterer sammen med Vittus Qujaukitsoq, Grønlands landsstyremedlem for udenrigsanliggender og forsvarsområdet, og Sigmundur Ísfeld, Færøernes repræsentationschef i København, den nye arktisstrategi. Det er ikke militær oprustning, understreger de. Foto: Hove Olesen Peter/Polfoto


I takt med at klimaforandringerne åbner nye sejlruter i de nordligste af klodens farvande, bliver der brug for, at de lande, der har magt over området, øger overvågningen, både for at kunne redde skibe i nød og skride ind, hvis der sker forurening med for eksempel olie.

Det er en af de væsentligste årsager til, at regeringen har fremlagt en ny strategi for Danmarks arktiske områder. Med strategien følger 120 millioner kroner årligt.

De politiske forhandlinger ikke er gået i gang endnu, men Socialdemokraterne forsvarsordfører, Henrik Dam Kristensen, tager umiddelbart positivt imod regeringens udspil.

- Vi skal kunne hævde kongerigets suverænitet, også i Arktis. Men Arktis må ikke blive et oprustningssted, siger Henrik Dam Kristensen.

Forsvarsminister Peter Christensen (V) gjorde sig også umage med at understrege, at der ikke er tale om militær oprustning, da han præsenterede strategien. Det er vigtigt for de danske politikere, at særligt Rusland ikke opfatter Danmarks skridt som en trussel.

Konkret foreslår regeringen blandt andet at sikre mere mandskab til de tre danske fregatter, der besejler områderne.

Der bliver formentlig også tale om at øge overvågningen af luftrummet, og så skal der oprettes et frivilligt, ubevæbnet "hjemmeværn", der blandt andet skal holde øje med forurening.

Men hos miljørorganisationen Greenpeace frygter projektleder Sune Scheller, at beredskabet til forureningsbekæmpelse fortsat ikke vil være godt nok.

- Store afstande og ekstreme vejr- og farevandsforhold vil fremadrettet forhindre et havmiljø- og redningsberedskab tilsvarende det vi har i Danmark.

- Samtidig vil mørke, is, vind og kulde fortsat gøre olieoprydning til havs overordentligt vanskeligt, skriver han i en kommentar.

Greenpeace så blandt andet gerne, at det blev forbudt at transportere tungt brændstof og bore efter olie i isfyldte farvande.

Fra Danmarks Rederiforening er der derimod roser til regeringens planer. Heller ikke her mener man, at Forsvaret i dag har tilstrækkelige ressourcer til effektiv miljøovervågning.

- Men med en række relativt enkelte tiltag kan miljøindsatsen forbedres. Det er en forudsætning, hvis øget sejlads og udvikling i Arktis skal ske på en bæredygtig og forsvarlig måde, siger direktør Anne Steffensen i en skriftlig kommentar.

Brancheorganisationen glæder sig også over, at beredskabet til søredning skal styrkes.



Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.