OECD ser lysere på dansk økonomi i år end regeringen
Det danske bruttonationalprodukt vil vokse 1,8 procent i år, vurderer OECD, som er mere positiv end regeringen
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) præsenterede regeringens prognose for dansk økonomi i august. Mandag er OECD kommet med sit bud på dansk økonomi, som er lidt mere optistisk for væksten i BNP i år end regeringen. Arkivfoto.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) præsenterede regeringens prognose for dansk økonomi i august. Mandag er OECD kommet med sit bud på dansk økonomi, som er lidt mere optistisk for væksten i BNP i år end regeringen. Arkivfoto. Foto: THOMAS BORBERG/POLFOTO


Dansk økonomi er i noget bedre form i år, end regeringen selv tør håbe på, hvis man spørger den internationale organisation for økonomisk samarbejde, OECD.

Det danske bruttonationalprodukt, BNP, vil vokse med 1,8 procent i år, vurderer OECD mandag i sin nyeste økonomiske prognose.

I den seneste officielle prognose fra den danske regering, Økonomisk Redegørelse fra august, spår regeringen en lidt mere beskeden vækst på 1,5 procent i år.

I 2016 venter regeringen en vækst i BNP på 1,9 procent, men her er OECD mere på linje med regeringen, omend en anelse mere pessimistisk.

Ifølge OECD vil dansk BNP vokse 1,8 procent i 2016 og 1,9 procent i 2017.

Udsigterne for 2016 er en nedjustering i forhold til den tilsvarende prognose i juni, hvor OECD ventede en vækst på 2,3 procent.

Om dansk økonomi skriver OECD:

- Fremgangen i dansk økonomi vil være understøttet af investeringer og en forbedring i verdenshandlen. Husholdningerne vil høste fordelene ved den lave inflation og lave energipriser.

- Eksportører vil få medvind af svagere effektive valutakurser og en stærkere vækst i EU, lyder det i rapporten.

OECD vurderer - trods nedjusteringen af vækstforventningerne for næste år - at dansk økonomi er ved at være oppe i gear, hvilket medfører et stigende pres for at stramme finanspolitikken.

OECD skriver desuden om dansk økonomi, at der fra politisk side kan være behov for at indføre begrænsninger på ejendomsmarkedet for at forhindre en boligboble. Der bliver konkret nævnt stigende ejendomsskatter og en opdatering af ejendomsværdierne.

Samtidig nedjusterer OECD prognosen for den globale økonomi og vurderer nu, at den globale vækst i 2015 bliver på 2,9 procent mod tidligere beregnet 3,0 procent.

Prognosen for 2016 siger 3,3 procent mod tidligere beregnet 3,6 procent.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.