OECD er alvorligt bekymret for global stagnation
Den globale økonomi vil vokse mindre, end OECD har forudset indtil nu. Vækstskøn sænkes i ny prognose.


Organisationen for økonomisk Samarbejde og Udvikling, OECD, har i sin nye økonomiske prognose et noget pessimistisk syn på verdensøkonomien og nedjusterer udsigten for den globale vækst.

OECD skønner, at den globale vækst i BNP i 2015 lander på 2,9 procent mod tidligere anslået 3,0 procent. Prognosen for 2016 siger 3,3 procent mod tidligere 3,6 procent.

Det kaldes i OECDs halvårlige rapport "dybt bekymrende", at den globale handel stagnerer, fordi det tidligere har "været forbundet med global recession".

- En yderligere tydelig tilbagegang i emerging markets-økonomierne og i verdenssamhandlen har svækket den globale vækst til omkring 2,9 procent i år - noget under det langsigtede gennemsnit - og er en kilde til usikkerhed for udsigterne på kort sigt, skriver OECD i rapporten.

Med emerging markets-økonomier henviser OECD til de nye vækstøkonomier.

Den globale økonomi ventes nu at vokse med 3,6 procent i 2017.

USA er ifølge OECD fortsat på et solidt vækstspor drevet af privatforbruget, og her estimeres BNP at vokse med 2,4 procent i 2015, 2,5 procent til næste år og med 2,4 procent i 2017.

I eurozonen ventes en vækst på 1,5 procent i år, stigende til 1,8 procent i 2016 og 1,9 procent i 2017.

Den kinesiske vækst forventer OECD derimod vil aftage til 6,8 procent i 2015 - fra 7,3 procent i 2014 - og yderligere til 6,5 procent i 2015 og 6,2 procent i 2017.

I 2014 var den globale BNP-vækst på 3,3 procent.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.