Odense Bulldogs er tilbage i vindersporet efter topkamp
Odense-keeper Chet Pickard havde 39 redninger, da fynboerne vandt med 2-0 over Frederikshavn.
Odense-målmand Chet Pickard havde en stor aften med 39 redninger, da Odense besejrede Frederikshavn. (Arkiv).
Odense-målmand Chet Pickard havde en stor aften med 39 redninger, da Odense besejrede Frederikshavn. (Arkiv). Foto: Jan Korsgaard/free


Efter det knebne nederlag til Blue Fox Herning i tirsdags er topholdet Odense Bulldogs tilbage på ret kurs i den bedste ishockeyrække, Metalligaen.

Foran 2327 tilskuere i Odense blev det fredag aften til en hjemmesejr på 2-0 over rækkens nummer fire, Frederikshavn White Hawks, der ellers strittede godt imod.

Vendelboerne vandt skudstatistikken med 39-28, men Chet Pickard havde en stor aften i Odense-målet og reddede samtlige gæsteforsøg.

Ligaens førerhold kom foran halvvejs inde i kampen ved Morten Andreasen, og fem minutter inde i tredje periode skabte backen Lee Baldwin et tomålsforspring med sin scoring i powerplay.

Med sejren rykker Odense op på 59 point i toppen af tabellen - fire point foran Herning, der slog Rungsted med 6-4 på udebane.

Topscorer Henrik Eriksson lavede tre af Hernings mål og er nu oppe på imponerende 32 scoringer i 27 kampe.

Eriksson har fundet ind i et godt samarbejde med veteranen Kasper Degn, der for nylig genoptog karrieren. Degn assisterede ved to af Erikssons træffere og lavede selv et enkelt mål.

Rækkens nummer fem, Esbjerg Energy, hentede en klar sejr på 6-2 hjemme over Aalborg Pirates, der mødte frem uden den store selvtillid efter en skrækkelig indsats i den seneste kamp mod Rødovre.

Aalborgenserne fik ellers en fornuftig start i Esbjerg med Jace Coyles mål i det 12. minut, men herefter tog hjemmeholdet over og lavede seks mål på stribe, inden Aalborg fik pyntet på cifrene til sidst.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.