Observatorium: Mindst 45 dræbt i russiske angreb i Syrien
Dødstallet ventes at stige på grund af antallet af alvorligt sårede, lyder det fra observatørgruppe.
Syriske styrker i Latakia-provinsen, som er omkring 12 kilometer fra grænsen til Tyrkiet.
Syriske styrker i Latakia-provinsen, som er omkring 12 kilometer fra grænsen til Tyrkiet. Foto: Alexander Kots/AP


En bølge af russiske luftangreb har kostet flere dræbte i den fire år lange borgerkrig i Syrien.

Mindst 45 personer er blevet dræbt i angreb mod oprørskontrollerede områder i provinsen Latakia i den vestlige del af Syrien ifølge Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.

- Mindst 45 personer er blevet dræbt under russiske luftangreb i Jabal al-Akrad-regionen i går eftermiddags (mandag, red.).

- Blandt dem er civile, men vi har ikke et præcist antal, siger Rami Abdel Rahman, som er leder af Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, der følger borgerkrigen i Syrien fra et netværk af kilder i landet.

Han siger, at en oprørsleder og flere familier til oprørerne er blandt de dræbte og tilføjer, at flere er såret, og at antallet af dræbte ventes at stige på grund af antallet af alvorligt sårede.

Provinsen Latakia er de syriske styrkers højborg, og præsident Bashar al-Assads familie stammer fra området.

Den har været et vigtigt mål for russiske luftangreb, siden Moskva begyndte at bombe i Syrien i slut september.

Ifølge Rusland er sigtekornet rettet mod den militante bevægelse Islamisk Stat og andre "terrorister", men oprørere og deres støtter siger, at Moskva har fokuseret mere på moderate oppositionsgrupper, som er imod Bashar al-Assad.

Dermed er der i alt blevet dræbt 370, siden Rusland startede med at bombe, hvoraf to tredjedele er oprørere ifølge observatoriet. 52 er fra Islamisk Stat, mens 127 er civile.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.