Observatorium: Civile dræbt under luftangreb i Syrien
Syriens Observatorium for Menneskerettigheder hævder, at 10 civile skulle være dræbt ved koalitions luftangreb


Den amerikansk-ledede koalition, som bomber Islamisk Stats (IS) stillinger i Syrien, skal have dræbt 10 civile ved to nylige luftangreb.

Det hævder Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, der følger krigens gang i Syrien.

Ifølge observatoriet blev syv civile dræbt, da et luftangreb ramte et gasanlæg fredag i nærheden af byen al-Khasham, der ligger i provinsen Deir al-Zor i det østlige Syrien.

Torsdag blev tre civile angiveligt dræbt, da et luftangreb slog ned i den nordøstlige provins al-Hassakah.

Den amerikanske centralkommando siger, at den ikke har kendskab til, at civile skulle være dræbt ved luftangreb, der er rettet mod Islamisk Stat.

- Vi har endnu ikke set beviser, der understøtter påstandene om civile tab. Jeg kan forsikre jer om, at vi før hver mission tager alle forholdsregler for at sikre, at civile ikke kommer noget til, siger talsmand for centralkommandoen oberst Patrick Ryder.

- Vi tager alle rapporter om civile tab meget seriøst, og vi undersøger alle beskyldninger, siger han.

Den amerikansk-ledede koalition har bombet Islamisk Stat i Irak siden august, og i september blev operationen udvidet til også at omhandle mål i Syrien.

Op mod 200.000 mennesker er ifølge FN blevet dræbt under den syriske borgerkrig.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.