Observatørgruppe: IS har henrettet 1878 på et halvt år
Den radikale islamiske milits Islamisk Stat har ifølge observatører henrettet 1878 mennesker på seks måneder.


Den militante islamiske bevægelse Islamisk Stat (IS) har på seks måneder henrettet mindst 1878 personer i de områder, som IS kontrollerer i Syrien.

Det siger observatørgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

Ifølge gruppen er mange af de henrettede civile.

I de seneste to måneder har IS også likvideret 120 af sine egne. De fleste af dem er udenlandske Syrien-krigere, der ville hjem.

IS har siden juni sat sig på store dele af Syrien og Irak og har så udråbt et kalifat.

I øjeblikket ligger IS i krig med såvel syriske som irakiske regeringsstyrker og forskellige oprørsgrupper. En international koalition har sendt fly til regionen for at bombe IS.

Danmark deltager med syv F-16-jagere, der opererer mod IS i Irak fra en base i Kuwait.

Ifølge Rami Abdulrahman fra menneskeretsgruppen er 1175 af de 1878 dræbte civile.

Af dem skal 930 være medlemmer af en sunnimuslimsk stamme, der i det østlige Syrien har været i væbnede kampe med IS om kontrol med to oliefelter.

Reuters skriver, at nyhedsbureauet ikke kan verificere oplysningerne fra menneskeretsgruppen, men påpeger, at IS har offentliggjort videooptagelser af både halshugninger og stening af mange mennesker i de områder, som IS kontrollerer.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.