Obamas bolig og regeringsbygninger gik i sort
Bygninger på Capitol Hill i Washington blev ramt af strømsvigt. Ingen tegn på terror, siger regeringskilde.
Capitol Building i Washington er ramt af strømafbrydelser.
Capitol Building i Washington er ramt af strømafbrydelser. Foto: Genrebillede/free


Det Hvide Hus og regeringsbygninger i Washington blev tirsdag ramt af flere strømafbrydelser, oplyser justitsministeriet.

Blandt andet måtte man afbryde og udsætte det daglige pressemøde i udenrigsministeriet, da strømmen pludselig gik.

Ministeriets talskvinde Marie Harf lod sig i første omgang ikke slå ud af mørket. Hun brugte sin mobiltelefon til at lyse den tekst op, som hun læste fra.

Der er ingen tegn på terror, siger en regeringskilde ifølge nyhedsbureauet Reuters.

El-forsyningen til regeringskomplekset på Capitol Hill blev kortvarigt afbrudt, inden nødgeneratorer satte ind.

Også museer og metrostationer i byen blev ramt af strømafbrydelserne, og her blev nødbelysning aktiveret, oplyser transportmyndighederne.

Forsyningsselskabet Pepco har endnu ikke fuldt overblik over årsagen til tirsdagens strømsvigt.

- Kort før klokken et om eftermiddagen så vi et dyk i strømmen i Washington D.C. Det skyldes et problem med en forsyningsledning, skriver Pepco på Twitter.

- Vi undersøger sagen i øjeblikket, og vi vil bringe yderligere detaljer, så snart disse er tilgængelige.

Ifølge forsyningsselskaber var også private boliger i nabodelstaten Maryland berørt.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.