Obama vil tage på historisk besøg i Hiroshima
Obama bliver første præsident fra USA, som besøger byen, der blev udsat for verdens første atombombeangreb.
Barack Obama bliver den første amerikanske præsident fra USA, som besøger Hiroshima, der blev udsat for verdens første atomangreb.
Barack Obama bliver den første amerikanske præsident fra USA, som besøger Hiroshima, der blev udsat for verdens første atomangreb. Foto: Carolyn Kaster/AP


USA's præsident, Barack Obama, foretager i denne måned et historisk besøg i Hiroshima under en rejse til Vietnam og Japan, oplyser Det Hvide Hus ifølge Reuters.

Obama bliver den første siddende amerikanske præsident, som besøger byen, hvor verdens første atombombe blev nedkastet.

- Præsidenten vil foretage et historisk besøg i Hiroshima med Japans premierminister, Shinzo Abe, for at understrege sine fortsatte bestræbelser på at styrke fred og sikkerhed i en verden uden atomvåben, siger Josh Earnest, en talsmand for Det Hvide Hus.

Obamas udenrigsminister, John Kerry, besøgte i sidste måned mindesmærket for atombomben i Hiroshima sammen med sine kolleger fra de førende økonomier i G7-klubben.

Kerry var den første udenrigsminister fra USA, der har besøgt Hiroshima.

På grund af politiske ømfindtligheder har ingen siddende amerikansk præsident endnu besøgt stedet. Tidligere præsident Jimmy Carter har dog været der - men det var i 1984, tre år efter at han forlod Det Hvide Hus.

Op mod 120.000 japanere mistede livet efter nedkastningen af den første atombombe over Hiroshima 6. august 1945.

Tre dage senere faldt den anden atombombe over byen Nagasaki, hvilket kostede yderligere omkring 30.000 mennesker livet og førte til Japans betingelsesløse overgivelse i Anden Verdenskrig.

- Han (Obama) vil ikke gøre sig flere spekulationer om beslutningen om at bruge atombomber ved afslutningen af Anden Verdenskrig.

- I stedet vil han møde op med en fremadskuende vision, der fokuserer på vores fælles fremtid, forklarer præsidentens assisterende nationale sikkerhedsrådgiver, Ben Rhodes.

Overlevende og efterkommere af de dræbte har i flere årtier forsøgt at få USA og andre atommagter til at opleve ødelæggelserne i Hiroshima, der i dag er en del af den store mindepark.

Men der skulle gå hele 65 år, før en amerikansk ambassadør for første gang deltog i en mindehøjtidelighed for katastrofen.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.