Obama vil have firmaer til at opruste mod cybertruslen
Virksomheder skal dele oplysninger, der kan forhindre angreb i cyberspace, ventes Obama at sige fredag.
USA's præsident, Barack Obama, opfordrer landets virksomheder til at skærpe deres værn mod hackere. Arkivfoto.
USA's præsident, Barack Obama, opfordrer landets virksomheder til at skærpe deres værn mod hackere. Arkivfoto. Foto: Jacquelyn Martin/AP


Truslen fra fjender i cyberspace er aktuel og forsvinder ikke, medmindre virksomheder og regeringen i USA arbejder sammen om at bekæmpe den.

Det er den amerikanske præsident Barack Obamas overordnede budskab, når han fredag præsenterer en bekendtgørelse, der opfordrer firmaer til at dele deres viden med hinanden.

Det er Michael Daniel, koordinator for cybersikkerhed i Det Hvide Hus, der oplyser om Obamas kommende træk, som har til hensigt at skyde gang i oprettelsen af "informationsdeling og analyseorganisationer" i den private sektor - de såkaldte Isao.

Her er det meningen, at firmaer deler oplysninger om cybertrusler med hinanden og med Homeland Security, der står for den nationale sikkerhed i USA.

- Vi er overbevist om, at ved tydeligt at definere, hvad en god Isao er, bliver det lettere for organisationer at leve op til deres beskyttelsesansvar, siger Michael Daniel ved en pressebriefing.

Han siger samtidig ifølge AFP, at det er en af måderne for den private sektor og den offentlige sektor at arbejde sammen om at bekæmpe it-kriminalitet.

Isao er således en måde at "bruge værktøjerne i den amerikanske regerings værktøjskasse", selvom du arbejder i en privat virksomhed.

- Det er ikke passende, at al sikkerhed på nettet bliver varetaget af regeringen. Det er heller ikke fysisk muligt. Men det betyder ikke, at virksomhederne bliver overladt til at skulle klare sig selv, siger Michael Daniel.

Præsident Obama har i længere tid varslet, at han i løbet af sin sidste tid som præsident vil have Kongressen til at vedtage love, der imødegår en voksende trussel i cyberspace mod USA's sikkerhed.

Truslen udgøres ifølge Obama af hackerangreb, identitetstyveri og læk af fortrolige informationer. Det sagde han blandt andet i sin State of The Union tale i januar.

Hackere har også stået højt på den amerikanske dagsorden, efter at filmgiganten Sony blev udsat for et cyberangreb i november, hvilket udstillede den manglende sikkerhed i teknologigigantens it-systemer.

Efterfølgende har USA beskyldt Nordkorea for at stå bag hackerangrebet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.