Obama: Vi har behov for selvransagelse i Baltimore
Der har været for mange tilfælde, hvor politiet har givet sorte borgere en tvivlsom behandling, siger Obama.
Der er ingen undskyldninger for de seneste dages vold, der er blevet begået i Baltimors gader, siger den amerikanske præsident, Barack Obama.
Der er ingen undskyldninger for de seneste dages vold, der er blevet begået i Baltimors gader, siger den amerikanske præsident, Barack Obama. Foto: Matt Rourke/AP


Der er ingen undskyldninger for den vold, som er blevet begået på Baltimores gader, siger den amerikanske præsident, Barack Obama, til journalister ved Det Hvide Hus. Men han anerkender, at der flere steder er behov for selvransagelse, skriver nyhedsbureauet AFP,

- Vi har set for mange tilfælde, hvor politibetjente ser ud til at interagere med personer, særligt afroamerikanere, som ofte er fattige, på måder, som rejser foruroligende spørgsmål, siger han.

Gaderne i Baltimore har i løbet af mandag været plaget af vold, plyndringer og uroligheder efter begravelsen af den unge, sorte mand, Freddie Gray, som mistede livet den 19. april som følge af skader, han angiveligt pådrog sig i politiets varetægt.

Nu siger Barack Obama, at urolighederne viser, at USA har behov for selvransagelse på flere niveauer.

- Jeg tror, der er nogle politistationer, som har behov for selvransagelse. Jeg tror, der er nogle lokalsamfund, der har behov for selvransagelse. Jeg tror, at vi som land har behov for selvransagelse, siger han ifølge AFP.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.