Obama: USA bygger skjold mod Nordkorea
USA vil kunne blokere for nordkoreanernes raketter, som for øjeblikket udgør en relativ lille trussel.


USA er ved at forberede et "raketskjold", som kan blokere for nordkoreanske rakettrusler på lavt niveau, siger præsident Barack Obama i et interview med den amerikanske tv-station CBS.

- En af de ting, som vi har brugt mere og mere tid på, er at positionere vores raketudviklings-systemer, så vi. samtidig med at vi forsøger at få stoppet udviklingen af nordkoreanernes atomvåbenprogram, kan blokere for de raketter, som for øjeblikket udgør en relativ lille trussel, siger den amerikanske præsident.

Det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap skriver tirsdag, at det nordkoreanske regime øjensynligt er ved at forberede endnu en prøveaffyring af en mellemdistanceraket.

USA betegnede landets første forsøg som en "voldsom, katastrofal fiasko."

Ifølge Yonhaps oplysninger var der tale om et nyt Musudan-missil, der blev registreret i området den 15. april, men affyringen mislykkedes.

Hvis det lykkes nordkoreanerne at affyre det pågældende Musudan-missil, der kan tilbagelægge en distance på 3000 kilometer, vil Nordkorea kunne ramme Japan og også det amerikanske territorium Guam.

Der er kun godt 1000 kilometer mellem Nordkorea og Japan.

Lørdag gennemførte Nordkorea endnu en test af raketter. Denne gang blev de skudt op fra en ubåd.

Kort efter affyringen opfordrede Frankrig EU til at styrke de sanktioner mod Nordkorea, som man har indført på grund af landets atomprogram.

- Vi opfordrer det internationale samfund til at reagere kraftigt på denne episode, så Nordkorea stopper provokationerne, sagde en talsmand for det franske udenrigsministerium til Reuters.

- Især opfordrer vi Den Europæiske Union til at indføre strammere sanktioner mod landet, fortsatte han.

Nordkorea testede kernevåben for fjerde gang den 6. januar.

Pyongyang siger, at det er parat til at indstille prøvesprængninger, hvis USA standser sine årlige militærøvelser sammen med Sydkorea.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.