Obama til tv-vært: Du må ikke holde op
USA's præsident er vild med tv-værten Jon Stewart, der har annonceret, at han stopper på "The Daily Show".
Præsident Barack Obama deltog i et af Jon Stewarts sidste Daily Show.
Præsident Barack Obama deltog i et af Jon Stewarts sidste Daily Show. Foto: Evan Vucci/AP


Præsident Barack Obama var på besøg hos Jon Stewart som en af de sidste gæster, inden komikeren overlader "The Daily Show" til sin efterfølger.

Obama og Stewart talte om den kaotiske situation i Mellemøsten og Stewarts forestående farvel til tv.

I 2010 blev Obama den første præsident, som deltog i det satiriske nyhedsshow, og med sin medvirken tirsdag var det tredje gang han sad i studiet. I alt har han deltaget i Jon Stewarts show syv gange - via satelitforbindelser.

- Jeg har svært ved at tro, at du trækker dig tilbage før mig, sagde Obama og tilføjede spøgefuldt, at han havde udstedt et direktiv fra Det Hvide Hus, som ville forhindre Stewart i at gå af.

Obama benyttede anledningen til at forsvare den omstridte atomaftale med Iran, hvorefter Stewart spurgte, hvem amerikanerne egentligt holder med i Mellemøsten efter at have tegnet en skitse over de mange alliancer og fjendskaber, som går på kryds og tværs i regionen.

- Det er ikke helt korrekt, men det er ok, sagde Obama om Stewarts udlægninger.

Stewart afbrød derefter præsidenten og spurgte:

- Hvem bliver bombet af os nu?

På et tidspunkt under udsendelsen opfordrede Obama amerikanerne til at ringe til Kongressen for at tilkendegive deres støtte til Iran-aftalen, da et folkeligt engagement får systemet til at reagere, hvorefter Stewart spurgte, om det var det råd, som han ville give videre til sin efterfølger "præsident Trump".

Obama svarede, at han er sikker på, at republikanerne morer sig over Trumps omstridte kandidatur.

- Ja, hvad som helst, der får de andre til at tage sig mindre gale ud, svarede Stewart, som har sit sidste "Daily Show" 6. august, hvorefter han overlader pladsen til den sydafrikanske komiker og skuespiller Trevor Noah.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.