Obama til Netanyahu: Bosættelser undergraver freden
Obama ytrer håb om, at USA fortsat kan forsøge at bidrage til fred mellem israelere og palæstinensere.
Præsident Barack Obama giver hånd til Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, under et møde i New York. De to ledere har haft et ikke helt problemfrit forhold til hinanden.
Præsident Barack Obama giver hånd til Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, under et møde i New York. De to ledere har haft et ikke helt problemfrit forhold til hinanden. Foto: Kevin Lamarque/Reuters


Den amerikanske præsident, Barack Obama, er bekymret for udvidelserne af de israelske bosættelser på den palæstinensiske Vestbred.

Den bekymring gav han udtryk for, da han onsdag mødtes med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, på sidelinjerne ved FN's årlige generalforsamling i New York.

En højtstående amerikansk embedsmand bekræfter over for Reuters, at de to politiske ledere diskuterede den fortsatte israelske bosætteraktivitet, mens Israel går ind i 15. år af besættelsen.

USA har "dybe bekymringer" over, hvad embedsmanden betegner som den "undergravende effekt, det har på udsigten til to stater" - med henvisning til oprettelsen af en palæstinensisk stat.

Obama gav også udtryk for et håb om, at USA fortsat kan forsøge at hjælpe med at skabe fred mellem israelere og palæstinensere.

- Der er tydeligvis en stor fare for ikke blot terrorisme, men også opblussen af vold, sagde Obama på mødet. Det må formodes at blive hans sidste møde med Netanyahu, inden en anden præsident indtager Det Hvide Hus.

- Jeg ville høre fra premierministeren om situationen på Vestbredden og den seneste vold, sagde Obama inden mødet ifølge den israelske avis Haaretz.

- Vi er bekymrede over aktiviteterne ved bosættelserne, påpegede præsidenten.

Obama tilføjede også, at "vi må holde liv i tanken om Israel som et sikkert land side om side med en palæstinensisk stat".

Israel og USA indgik i sidste uge aftale om en rekordhøj amerikansk militær støtte til Israel. Aftalen giver Israel militærstøtte de næste ti år for en samlet sum af 38 milliarder dollar (252 milliarder kroner).

- Det er en meget vanskelig og farlig tid i Mellemøsten, og vi vil sikre os, at Israel har den fulde kapacitet, der er nødvendig for at sørge for sikkerheden for det israelske folk, siger Obama ifølge Reuters ved mødet i New York onsdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.