Obama skal indvie verdens største naturreservat
Over 7000 arter vil blive beskyttet i et kæmpemæssigt havområde, som Obama indvier ved Hawaii.
Obamas besøg på Hawaii falder sammen med en global konference om naturbevaring og miljøbeskyttelse i Honololu, hvor den amerikanske præsident skal tale til miljøgrupper og politiske ledere fra en række stillehavsøer.
Obamas besøg på Hawaii falder sammen med en global konference om naturbevaring og miljøbeskyttelse i Honololu, hvor den amerikanske præsident skal tale til miljøgrupper og politiske ledere fra en række stillehavsøer. Foto: Andrew Harnik/AP


USA's præsident, Barack Obama, rejser onsdag i næste uge til Hawaii for at grundlægge, hvad der bliver verdens største marine naturreservat. Området bliver mere end dobbelt så stort som Frankrig.

Kommercielt fiskeri vil være forbudt i det beskyttede område, som har navnet "Papahanaumokuakea Marine National Monument".

Udvidelsen af et allerede eksisterende reservat vil bidrage til beskyttelse af 7000 forskellige arter, som lever i reservatet.

Samtidig vil økosystemerne i området blive gjort mere modstandsdygtige over for klimaændringer og forurening.

Både den globale opvarmning og havenes forsuring, som betegner den aftagende pH-værdi i havvand, skyldes optagelsen af kuldioxid (CO2) fra jordens atmosfære.

Havvandet bliver mere og mere surt, efterhånden som mere CO2 trænger ned i det, hvilket forringer levevilkårene for mange arter. Siden begyndelsen af industrialiseringen er der sket et stadigt fald i havenes pH.

Området bliver også udvidet med koralrev - deriblandt et, som kan leve i over 4500 år.

Obama, som selv blev født i Honolulu på Hawaii, skal blandt andet besøge atollen Midway, som tidligere blev brugt til flådebase, men som i dag er en sjældent besøgt oase med havskildpadder, munkesæler (øreløse sæler) og mange sjældne og truede havfugle.

Obama, der forlader det Hvide Hus den 20. januar, har gjort effektive indgreb over for den globale opvarmning til en central del af sin samlede politiske indsats. Kongressen har blokeret for nogle af hans initiativer, og domstolene har stoppet eller forsinket andre.

Men initiativet på Hawaii står Obama personligt for.

Det var den tidligere republikanske præsident George W. Bush, som først skabte verdens største naturreservat i et havområde i det nordvestlige Hawaii.

Bush benyttede sig af en særlig magtbeføjelse, som den amerikanske præsident har til at værne om kulturelle og geologiske ressourcer af national betydning.

Obamas besøg på Hawaii falder sammen med en global konference om naturbevaring og miljøbeskyttelse i Honololu, hvor den amerikanske præsident skal tale til miljøgrupper og politiske ledere fra en række stillehavsøer.

Papahnaumokukea er et helligt sted for Hawaiis indbyggere og har en central plads i befolkningens oprindelige skabelsesmyter.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.