Obama opfordrer til global handling mod klimatrussel
USA's præsident advarer om, at der meget snart skal gøres noget for at standse den globale opvarmning.
USA's præsident, Barack Obama, advarer på klimatopmøde i New York om, at den globale klimaopvarmning truer os alle. Her ses han i lufthavnen JFK ved ankomsten til New York. (AP Photo/Julie Jacobson)
USA's præsident, Barack Obama, advarer på klimatopmøde i New York om, at den globale klimaopvarmning truer os alle. Her ses han i lufthavnen JFK ved ankomsten til New York. (AP Photo/Julie Jacobson) Foto: Julie Jacobson/AP


Alle lande, herunder vækstøkonomierne som Kina, skal gøre noget og handle for at standse den globale opvarmning.

Det siger Barack Obama, USA's præsident.

Samtidig advarer han om, at der snart ikke er mere tid, hvis der skal hindres yderligere skader på klimaet.

- Der er en presserende og voksende trussel fra klimaforandringer, siger præsidenten på talerstolen i FN-bygningen i New York.

Disse forandringer, siger han, vil ende med at definere dette århundrede mere drastisk end alle andre spørgsmål.

Videre siger præsidenten, at han i New York har haft et møde med Kinas vicepremierminister, Zhang Gaoli.

Kina har overgået USA som det land, der lukker mest CO2 ud, selv om Kina stadig regnes for en vækstøkonomi.

Obama siger, at han under mødet har gentaget, at de to lande, der slipper mest CO2 ud, har et ansvar for at gå i front.

- Det er, hvad store nationer må gøre, siger Obama.

- I dag opfordrer jeg alle lande til at gå sammen med os - ikke næste år eller året efter, men lige nu - for ingen nation kan gå imod denne globale trussel alene, siger han.

Den årlige generalforsamling i FN er i gang, og det har verdenslederne benyttet til at afsætte tirsdag til et klimatopmøde, hvor stats- og regeringschefer fra omkring 120 lande har deltaget.

Det er første gang siden klimatopmødet i København i 2009, at verdenslederne har sat hinanden stævne igen i et forsøg på at gøre noget ved udslippet af drivhusgasser, som ifølge eksperter på området gør det globale klima varmere.

Meningen er, at alverdens lande skal nå at blive enige om en fælles plan mod global opvarmning, så en ny traktat kan underskrives på FN's klimakonference i Paris i Frankrig om godt et år.

Obama siger, at en ny traktat skal indeholde stærke forpligtelser fra vækstøkonomierne, ligesom de rige lande må overvinde den splittelse, der hidtil har blokeret for fremskridt i klimaforhandlingerne.

- Denne gang må vi lave en aftale, der reflekterer de økonomiske realiteter i det næste årti og også derefter, siger Obama.

- Og den må være ambitiøs, for det kræver omfanget af denne udfordring, tilføjer han.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.